OBS: DETTE WEBSITE KAN KUN SES AF MEDARBEJDERE I EIFO
Dette website er lukket for offentligheden pr. 14/6 2023. Som medarbejder i EIFO kan du tilgå websitet på vores kontorer og via VPN, men ellers ikke. Sitet er kun til intern brug og reference. Del ikke links eller screen dumps med folk udenfor organisationen. Henvis i stedet til eifo.dk.
Ansøg om finansiering
Artikler
Nyhed
08. nov. 2022

Dansk virksomhed bygger hybridanlæg til energiforsyning udelukkende på grøn energi

Vestesen Hybrid Energy vil med deres hybridanlæg gøre det muligt at operere med 100 procent grøn energiandel i et elnet.

Et nyt og banebrydende anlæg kan etablere og stabilisere et elnet for operation udelukkende med grøn energi, som er med til at sænke prisen på elektricitet. Med det nye anlæg kan mere vind- og solkapacitet installeres på et elnet, som så forsyner med ren grøn energi, så længe der er tilstrækkelig vind- og solenergi direkte eller via lagerteknologier.  

Den nye, tekniske løsning kan både i nationalt forbundne elnet og i isolerede elnet muliggøre grøn energi fra vindmøller og solpaneler med op til 100 procent grøn energiandel. Det første anlæg er netop opført, og Vestesen Hybrid Energy planlægger at opføre en række anlæg med finansiering fra Danmarks Grønne Investeringsfond.      

Thomas Qvist Vestesen, CEO:  
”Visionen med Vestesen Hybrid Energy er at øge den grønne energiandel i elnettene til nær 100 procent. Vi skal udvikle og omstille vores energisystemer til grøn og bæredygtig strøm og opvarmning. Og med den grønne energi samtidigt sænke prisen. Det kræver nye tekniske løsninger til elnettet. Også i de områder, der er afskåret fra nationale elnet. Den tekniske løsning kan vi tilbyde med vores anlæg.” 

Anlægget rummer en unik teknologi, der muliggør anvendelse af en så høj andel af grøn energi som muligt i elnettene. Derfor er der god grund til at glædes over de grønne effekter, lyder det fra Michael Zöllner, Managing Director i Danmarks Grønne Investeringsfond:  
   
”Det er afgørende, at vi udvikler nye teknologier og forretningsmodeller for at skabe en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Her er energisystemer væsentlige for at komme i mål. Grøn strøm danner fundamentet for bæredygtig transport, produktion og hele den måde, vi har tilrettelagt vores samfund på. Vestesen Hybrid Energy bidrager positivt i den grønne omstilling ved at muliggøre betydelig højere andel af vedvarende energi med deres løsning. Samtidigt tilbyder de en teknologi, der også har et kommercielt potentiale, og det er baggrunden for vores finansiering i Danmarks Grønne Investeringsfond.”   

Projekt på Vejrø  
På Vejrø nord for Lolland er de et skridt foran resten af landet, når det kommer til vedvarende energi, for her har Vestesen Hybrid Energy allerede opført et anlæg i samarbejde med Vestas. Stifter og administrerende direktør i Saxo Bank, Kim Fournais, købte øen med en ambition om at skabe et bæredygtigt, økologisk og selvforsynende samfund, og her er hybridanlægget afgørende for at nå det grønne mål. Vejrø er et af de områder, der ikke er koblet til det nationale elnet i Danmark.   

”Det er jo et fantastisk eksempel på, hvordan vi kan være med til at etablere en elforsyning og varmeforsyning med udelukkende grøn energi. Det betyder, at Vejrø forsynes af bæredygtig el og opvarmning til gavn for klima og miljø,” siger Thomas Qvist Vestesen.  

Vestesen Hybrid Energy har også en række andre anlæg på tegnebrættet i nærmeste fremtid.   

Om Vestesen Hybrid Energy   
Vestesen Hybrid Energy udvikler, designer og fabrikerer hybride anlæg for det globale marked. Selskabets hybridteknologi er patenteret. En række nye patentansøgninger er registeret siden starten af 2021. Teknologien bruges til at muliggøre operation med 100 procent grøn energiandel i et elnet for maksimalt at udnytte energi fra vind og sol, til elforbrug og varmeforsyning.  

  

 

Om Danmarks Grønne Investeringsfond   
Danmarks Grønne Investeringsfond er en selvstændig statslig lånefond, der har til formål at medfinansiere investeringer, som fremmer en grøn omstilling af det danske samfund. Fonden vil være med til at bygge bro mellem traditionelle finansieringskilder og egenkapital og opererer med et både grønt og kommercielt fokus. Projekterne ligger inden for vedvarende energi, energibesparelser og ressourceeffektivitet.