OBS: DETTE WEBSITE KAN KUN SES AF MEDARBEJDERE I EIFO
Dette website er lukket for offentligheden pr. 14/6 2023. Som medarbejder i EIFO kan du tilgå websitet på vores kontorer og via VPN, men ellers ikke. Sitet er kun til intern brug og reference. Del ikke links eller screen dumps med folk udenfor organisationen. Henvis i stedet til eifo.dk.
Ansøg om finansiering
Artikler
Nyhed
06. maj 2022
Af Jonas thor Straten

Årsrapporten for Danmarks Grønne Investeringsfond offentliggjort

Danmarks Grønne Investeringsfonds årsrapport for 2021 understreger, at fondens risikovillige kapital sætter skub i den grønne omstilling i de danske virksomheder, og at grøn omstilling tillige er god forretning.

Årsrapporten 2021 for Danmarks Grønne Investeringsfond viser tegn på lovende udvikling for den grønne omstilling i Danmark. Årsresultatet på 20,9 mio. kr. og rekordhøj CO2-reduktion på over 700.000 tons understreger, at grøn omstilling og god forretning går hånd i hånd.

Danmarks Grønne Investeringsfond er sat i verden for at fremme den grønne omstilling af vores samfund. Og årets resultat er med til at vise, at Danmark er unikt positioneret til at udvikle innovative løsninger og til at bringe dem ud på de globale markeder.

I 2021 var finansieringerne hovedsageligt i projekter inden for vedvarende energi og fødevaresektoren. Inden for begge områder har Danmark en lang række virksomheder med interessante forretningsmodeller og et stort grønt potentiale. Således har Danmarks Grønne Investeringsfond fx finansieret virksomheden Blue World Technologies, der med sin brændselscelle-teknologi har bygget et grønt alternativ til den forbrændingsmotor, der sidder i vores biler i dag. Det er bare et enkelt af de mange gode eksempler på projekter, som fonden er med til at udvikle.

I 2022 skal Danmarks Grønne Investeringsfond fortsætte den gode aktivitet med kapitalen fra Danmarks Grønne Fremtidsfond i ryggen. Siden etableringen i 2015 har fonden nu finansieret i alt 87 projekter med et samlet udlån fra fonden på 2,9 mia. kr. Medregner man finansiering fra de andre parter, har fondens udlån medvirket til at muliggøre investeringer i grøn omstilling for 13,6 mia. kr.

Læs Danmarks Grønne Investeringsfonds årsrapport 2021

2021 i hovedpunkter

• Overskud på 20,9 mio. kr.
• Låneporteføljen har genereret nettoindtægter for 53,8 mio. kr.
• Nettotilsagn for 879,0 mio. kr.
• 21 udbetalinger og garantier til virksomheder for i alt 943,8 mio. kr., og fondens akkumulerede udbetalingsvolumen udgør den 31. december 2021 2.914,9 mio. kr.
• Sidst på året er der uudnyttede tilsagn for i alt 466,3 mio. kr.
• Egenkapitalen udgør med udgangen af 2021 273,2 mio. kr. mod 172,3 mio. kr. ultimo 2020.
• Akkumuleret resultat i fondens levetid udgør 52,0 mio. kr.